Legeterapi er en terapiform, der er udviklet specielt til
børn.
Legeterapien
giver barnet mulighed for at udtrykke sig og "fortælle" terapeuten, hvordan
det har det gennem leg og andre kreative udtryk. Kommunikationen er
ikke-sproglig.
Børn evner som regelen ikke at udtrykke sig om dybereliggende ting verbalt,
og de har ofte heller ikke lyst til det. Legen overvinder den barriere og
sikrer, at kontakten er på barnets præmisser.
I
legeterapien er det er barnet, der vælger aktivitet. Terapien foregår i
barnet tempo. Terapeuten
forholder sig neutralt accepterende til barnets leg og følelsesudtryk og udtrykker sin accept, interesse og medleven gennem spørgsmål og
gentagelser af barnets udsagn. Terapeuten kommer ikke med værdiladede kommentarer,
der inddirekte udtrykker, at ”denne
aktivitet er god” eller ”denne aktivitet kan jeg ikke lide”, da børn meget
let lader sig styre af voksnes forventninger.
Terapeuten er nærværende og interesseret og hjælper barnet ved at rumme og
anerkende dets følelser, uanset hvor voldsomme de måtte være.
Grundlaget for legeterapien er en opfattelse af, at barnet selv har
ressourcer til at løse sine problemer, hvis det får mulighed for at udtrykke
sine følelser og hjælp til at rumme dem uden at skulle tænke på, om dets
nærmeste kan "holde til det".
Børn er meget opmærksomme på, om mor eller far bliver vrede, kede af det
eller får skyldfølelse, og det kan derfor være nødvendigt for dem at have et
sted, terapilokalet, der som et magisk rum er "deres", og hvor de kan
udtrykke alle følelser.
Dette gør sig gældende, uanset om barnet har været ude for en traumatisk
oplevelse, har mistet et nært familiemedlem, været igennem en skilsmisse
eller er "ude af sig selv", uden at de voksne omkring det kender grunden.
Hvorfor er det vigtigt, at barnet får
mulighed for at lege?
Legen har flere
væsentlige funktioner. Den gør det muligt for barnet
·
at få udlevet /
gennemlevet og bearbejdet svære følelser,
konflikter og traumatiske oplevelser
·
at få konflikter, følelser og problemer udtrykt og placeret
uden for sig selv
·
at få delt de svære følelser og oplevelser med en anden
Når
terapeuten accepterer og spejler barnets følelser, sker der det, at barnet
langsomt selv begynder at acceptere dem. Dermed bliver følelsernes ladning
mindre, og de vil i mindre grad styre barnets adfærd. Spejlingen giver
barnet mulighed for at mærke, hvem det selv er.
Legen og det kreative arbejde gør en
forvandling mulig.
Der er
faste rammer for terapien. Barnet kommer typisk en gang om ugen, og hvis det
er muligt på samme tidspunkt hver uge. Den aftalte tid (45 min – 1 time
afhængig af barnets alder) overholdes.
I
terapilokalet er der ud over en sandkasse og et dukkehus en række materialer
og legetøj til rådighed.
Principperne bag udbudet af legetøj er, at hver enkelt barn skal kunne finde
rummet specielt og skal kunne udtrykke sine følelser gennem brug af
materialerne.
Der er således både vilde dyr
og tamdyr, hele dyrefamilier og dyr, der er alene. Soldater og indianere som
udtryk for en ”civiliseret” og en mere oprindelig, ”primitiv” kultur. Der er
desuden forskellige transportmidler, både individuelle og kollektive.
Desuden er der genkendelige ting fra barnets hverdag, f.eks. ting til
madlavning mm.
Dukkehuset med møbler og dukkefamilie (inkl. bedsteforældre) er en vigtig
del af udstyret sammen med dukker og tøjdyr.
Desuden
er der papir og farveblyanter, maling, ler og modellervoks.
I legeterapien har man gjort den
erfaring, at barnet i løbet af de første gange af et terapeutisk forløb
”viser” hvilke problemstillinger, det har, og også hvilke muligheder, der
er, og som resten af terapien vil komme til at handle om. Man opererer
derfor med et begreb, der kaldes observationsterapi. Den vil ofte strække
sig over de tre første gange af et terapiforløb.
Min terapeutiske tilgang er den psykodynamiske (Erikson
m.fl.). Nøgleord i forbindelse med legeterapi: Konflikter og oplevelser
"leges ud" - og - Mestring af livet gennem leg.
Lidt uddybende litteratur:
Alice Miller: Det selvudslettende barn
Virginia M Axline: Dibs på sporet af sit jeg
Kathrin Asper: Barnet i det ubevidste
Bent H. Claësson og Ulla Idorn: Holdingterapi
Danald Winnicot: Leg og virkelighed
